| Corfitz Ulfeldt | |
|
Corfitz nyder den tvivlsomme ære at
være regnet blandt Danmarkshistoriens største skurke. Hans hustru Leonora Christina derimod er blevet heltinde, ja næsten helgeninde. |
|
|
Corfitz blev født den 10. juli 1606 på Hagenskov ved Assens og døde
vistnok den 26. februar 1664. |
![]() |
|
Dansk statsmand og rigshofmester.
Søn af rigskansler Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhus.
Corfitz Ulfeldt blev efter et ophold på Herlufsholm sendt på
dannelsesrejse i Europa, hvor han læste ved flere
universiteter. Efter sin hjemkomst til Danmark i 1630, blev har
forlovet med Christian 4.s datter, den 9-årige Leonora
Christina. De giftede sig i 1636 og året efter blev Ulfeldt
udnævnt til statholder i København. I 1646 blev Ulfeldt
rigshofmester, landets højeste embede efter kongens.
Efter Christian 4.s død i 1648
fortsatte Ulfeldt som rigshofmester, men forholdet til Frederik
3. blev med tiden temmelig anstrengt. Konflikten kom tydeligt
til udtryk, da den prostituerede Dina Vinhofvers anklagede ægteparret
Ulfeldt for at planlægge et mord på kongen. Anklagen viste sig
at være det rene opspind, sat i værk for at ramme Ulfeldt, og
Dina Vinhofvers blev da også efterfølgende dømt og henrettet
for at afgive falsk vidnesbyrd. I 1657 deltog Ulfeldt i den svenske konge Karl 10. Gustavs felttog mod Danmark, og optrådte som svenskernes forhandler ved fredsslutningen i Roskilde 1658. Efter Roskildefreden fik Ulfeldt, de rettigheder og ejendomme der tidligere var frataget ham, tilbage. Allerede året efter anklagede svenskerne Ulfeldt for at have forrådt svenskernes storm på København i februar. Han og Leonora flygtede til København for at søge nåde hos Frederik 3., men ægteparret blev i stedet arresteret, sendt til Bornholm og indsat i fængslet på Hammershus Fæstning – brutalt ledet af øens guvernør, generalmajor Adolph Fuchs. Efter et dramatisk flugtforsøg fra Hammershus i 1661, blev Ulfeldt forsonet med Frederik 3. og efter at have svoret kongen troskab, blev han og Leonora løsladt, men måtte afstå størstedelen af deres godser og formue, samt for eftertiden kun opholde sig på Ellensborg gods ved Nyborg. På grund af sit dårlige helbred fik Ulfeldt i 1662 tilladelse til en udlandsrejse. Ægteparret tog under rejsen ophold i Brügge, og nogen tid efter hørte Frederik 3. forlydender om, at Corfitz Ulfeldt forsøgte at få kurfyrsten af Brandenburg til at konspirere mod den danske krone. Situationen blev heller ikke bedre af, at deres søn Christian myrdede kommandanten på Hammershus, Adolph Fuchs, på åben gade i Brügge. Højesteret dømte den 24. juli 1663 Corfitz Ulfeldt til døden in absentia for højforræderi, og da Ulfeldt ikke var umiddelbart inden for rækkevidde, lod man i stedet en træfigur af ham henrette og rejste en skamstøtte på Gråbrødretorv. Corfitz Ulfeldt blev trods forsøg fra dansk side aldrig fanget og døde på en båd på Rhinen i februar 1664. Kort tid efter Cortitz
Uldfeldts dom blev Leonora Christina arresteret under et
ophold i England, udleveret til Danmark og sad i næsten 22 år
fængslet i Blåtårn på Københavns Slot, uden nogensinde at være
blevet dømt. |
|